Få be- eller afkræftet myterne om lysstofrør

Lysstofrør flimrer og giver migræne. Få aflivet myterne om lysstofrør her.

Myte: Lysstofrør flimrer
Myte: Lysstofrør gengiver farverne dårligt
Myte: Lysstofrør giver migræne og epilepsi
Myte: Lysstofrør kan give stress

Myte: Lysstofrør flimrer.
Fakta: Tidligere kunne lysstofrør godt flimre en del, især når lysstofrørene var slidt, men det problem er væk på de fleste nyere belysningsanlæg i dag.

Fakta om lysstofrør:
De såkaldte HF-forkoblinger (HF: Højfrekvens), som findes i mange af de moderne armaturer, fjerner flimmer fuldstændig. Derfor er det også vigtigt at sikre sig, at nye armaturer har HF-forkobling.

Myte: Lysstofrør gengiver farverne dårligt.
Fakta:
Lysstofrørs evne til at gengive farver varierer fra type til type. Almindelige lysstofrør (3-pulverlysstofrør) har en farvegengivelse, der ligger på højde med en A-pære, dvs. 80-85 i  Ra-værdi.

Fakta: Du kan bruge 5-pulverlysstofrør (Ra= 90-95) eventuelt suppleret med glødepærer, hvis du har brug for en særlig god farvegengivelse.

Fakta om evne til at gengive farver:
Evnen til at gengive farver har betydning  for, hvordan vi oplever lysets kvalitet. Evnen vurderes efter en skala fra 0 til 100 (Ra-indeks). Dagslysets evne til at gengive farver er 100. En Ra-værdi over 80 er tilstrækkelig alle steder, hvor der ikke foregår særligt farvekrævende synsopgaver.

Myte: Lysstofrør giver migræne og epilepsi
Fakta:
Flimrende lysstofrør kan godt give ubehag, migræne eller epilepsi, men langt de fleste nyere armaturer til lysstofrør flimrer ikke pga. HF-forkoblingen. De skulle derfor ikke medføre den slags gener.

Nogle gamle belysningsanlæg med lysstofrør har den gamle 50 Hz-forkobling i armaturet, der kan give synlig flimren. De kan derfor give problemer for personer med migræne eller epilepsi.

Myte: Lysstofrør kan give stress
Fakta:
Der er ingen forskning, der beviser, at lysstofrør kan give koncentrationsbesvær, stress eller andet ubehag – forudsat at lysstofrørene ikke flimrer eller forårsager generende blænding.

Siden er opdateret 12.03.2009