Indkøbsvejledning for husholdningshvidevarer
Det er let at vælge energieffektive husholdningshvidevarer, da I her kan kigge efter EU’s energimærke. For alle typer hvidevarer kan der være flere hundrede kroner at spare om året pr. apparat ved at vælge energieffektivt. Der er nye energimærker på vej for køle-/fryseapparater og vaske- og opvaskemaskiner. I en overgangsperiode kan et apparat være mærket med enten det gamle energimærke eller det nye energimærke. Det nye mærke bruger ligesom det gamle A-G-skalaen, men det har et anderledes layout, hvor der i højere grad er anvendt ikoner. Skalaen er dog blevet udvidet, så de mest energieffektive apparater fremover er mærket med A+, A++ eller A+++.
Indkøbskrav til husholdningshvidevarer
Kravene er baseret på EU’s obligatoriske energimærkningsordning. For kølefryseapparater, vaskemaskiner og opvaskemaskiner er der krav baseret på både de gamle og de nye energimærkningsregler.
| Type | Gammelt energimærke | Nyt energimærke |
| Køleskabe, frysere og kombinationer | A+ eller A++ | A+ eller A++ |
| Vaskemaskiner (energiforbrug, vaske- og centrifugeringsevne) | A, A, A | A+, A, - |
| Opvaskemaskiner | A, A, A | A+, A, - |
| Tørretumblere | A | - |
| Ovne (i komfurer og indbygningsovne) | A | - |
Kravene gælder hårde hvidevarer beregnet for husholdninger, og som er omfattet af EU’s energimærkningsordning. Se noter og yderligere definition nederst på siden.
Bemærk: For køle- og fryseapparater, vaskemaskiner og opvaskemaskiner er der kommet ny energimærkning. For disse apparater kan producenterne i en overgangsperiode til i slutningen af 2011 selv vælge, om de vil energimærke apparaterne efter de gamle eller de nye mærkningsregler. Den nye energimærkning for vaske- og opvaskemaskiner omfatter ikke mærkning af maskinernes vaske- og opvaskeevne. Dette er ikke længere nødvendigt, fordi der som følge af regler om miljøvenligt design sker en udfasning af alle maskiner, der har en vaske- eller opvaskeevne dårligere end A. For vaskemaskiner med en kapacitet mindre end 3 kg vil en vaskeevne svarende til energiklasse B dog stadig være tilladt.
Indkøbsanbefaling for væghængte emhætter
Anbefaling baseret på Dansk Energis krav for spareemhætter.
| Type af krav | Luftmængde ≤ 250 m3/h | Luftmængde > 250 m3/h |
| Praktisk sugeevne (%) | 80 | 80 + 0,08 * (luftmængde – 250) |
| Effektforbrug uden lys (watt)) | 1,0959 * (485 - 1,1 * luftmængde) | |
| Lysstyrke (lux) | 200 |
Anbefalingerne gælder emhætter beregnet for husholdninger med luftmængder op til 500m3/h. Krav for praktisk sugeevne og lysstyrke er det mindst tilladte og kravet for effektforbrug det maksimalt tilladte for energieffektivt udstyr. Se komplet beskrivelse af målemetoder på www.spareemhaette.dk.
Gode råd om indkøb
- Overvej, hvor stor en vaskemaskine du har behov for. Store syv til otte-kg-vaskemaskiner bruger mere energi og vand pr. vask end mindre maskiner.
- Overvej at købe en vaskemaskine, der kan anvende varmt vand fra opvarmningssystemet, hvis du har miljøvenlig opvarmning som solvarme, fjernvarme eller naturgas. Maskinen skal kunne tilsluttes til både koldt og varmt vand, og den skal placeres i nærheden af varmtvandsbeholderen.
- Køb vaskemaskiner, der har programmer til vask i koldt vand. Med koldtvandsvaskepulver kan tøjet blive rent ved 20 °C.
- Gå efter vaskemaskiner med lavt vandforbrug. Vandudgiften til vask er typisk 600-700 kroner pr. år. Et lavt vandforbrug er 39 liter pr. vask for tre til fem-kg-maskiner, 44 liter pr. vask for seks til syv-kg-maskiner og 56 liter pr. vask for otte-kg-maskiner.
- Gå efter en opvaskemaskine med lavt vandforbrug. Vandudgiften til opvask er typisk omkring 200 kroner pr. år. De bedste apparater til 12 kuverter bruger omkring ti liter vand pr. opvask.
- Køb en tørretumbler, der passer til behovet. Den er mest effektiv, når den er fyldt op, så køb kun en stor tørretumbler, hvis der ofte skal tørres store portioner tøj på én gang.
- Vælg en tørretumbler med energimærke B, hvis du skal have en aftrækstumbler. Der findes ingen A-mærkede aftrækstumblere på markedet. Hvis du i forvejen har aftræk til det fri, er en aftræks-tumbler billigst, og du undgår fugtig luft i rummet. Den kan dog være dyrere i længden pga. større energiforbrug.
Gode råd om drift
- Sørg for passende indstilling af temperaturer i køleskab og fryser. Hvis temperaturen er for lav, øges elforbruget.
- Fyld opvaskemaskine og vaskemaskine helt op, inden I sætter dem i gang. Så sparer du både vand og el og slider mindre på maskinen.
- Brug det kortest mulige program og den lavest mulige temperatur, som er tilstrækkelig til at vaske opvasken ren. Hvis opvasken klares ved 50-55 °C, bruger det 10 til 20 % mindre el end opvask ved 65 °C.
- Skyl ikke servicet af, før I sætter det i opvaskemaskinen. Moder-ne opvaskemaskiner kan sagtens vaske rent, selvom du kun skraber maden af tallerknerne.
- Hvis vasketøjet tørres i en tørretumbler, så sparer I meget energi ved at centrifugere tøjet godt.
- Skru ikke mere op for emhætten end nødvendigt for en passende udsugning.
Mere information
- Se produktlister for alle husholdningshvidevarer (undtagen emhætter) og markedets laveste priser på www.goenergi.dk/hvidevarer.
- Se oplysninger om EU’s energimærkning af hårde hvidevarer på www.ens.dk/da-dk/forbrugogbesparelser/apparaterogprodukter/energimaerkning2/energimaerkning_af_apparater_og_produkter/sider/forside.aspx.
Noter og yderligere definition
- Man kan se en komplet beskrivelse af omfang og definitioner i de enkelte love, bekendtgørelser og direktiver/ forordninger bag energimærkningen på Energistyrelsens hjemmeside, hvor målestandarderne også er nævnt.
- For en emhætte med kendt praktisk sugeevne og effektforbrug kan du af nedenstående grafer aflæse om emhætten overholder kriterierne.
Siden er opdateret 01.02.2011

