Fakta om energieffektive computere
Computere der lever op til Energy Star-ordningen er som regel længere fremme teknologisk end andre produkter. Elforbruget bliver sænket af den bedre strømforsyning og elbesparende komponenter.
Strømforsyninger med lavere tab
I mange strømforsyninger går 30-40 % af strømmen tabt ved omformning af stikkontaktens 230 volt til den spænding, apparatet skal bruge. De mest effektive strømforsyninger har et halvt så stort tab eller mindre. Det betyder, at elforbruget kan skæres ned med op til 25 %.
Effektive strømforsyninger har også et mindre standbyforbrug, når computeren eller skærmen er slukket. Dårlige strømforsyninger kan bruge op mod 80 kr. om året i spildstrøm, hvor de mest effektive bruger for under 5 kr.
Lang batteritid for bærbare sikrer besparelser
Bærbare computere er bygget til at kunne arbejde lang tid på batteriet. De effektive processorer yder meget pr. watt-forbrugt el, og de kan skrue op og ned for ydelsen i forhold til behovet.
Bærbare bruger ofte under halvdelen af den strøm, som de stationære bruger, når de er tilsluttet stikkontrakten.
Fremtidens computere
Producenterne arbejder på at gøre komponenterne mere effektive. Ikke bare for at spare strøm, men for at løse problemet med, at højere elforbrug giver mere varme i computerne.
De nye processorer yder langt mere pr. watt forbrugt el og tilpasser ydelsen efter behovet.
Siden er opdateret 25.07.2011

