Energirigtig brug af videoer, dvd’er og harddiskoptagere

I kan spare meget ved at slukke, når apparaterne ikke er i brug, og indstille dem fornuftigt.

Det vigtigste råd: Sluk, når I ikke bruger dem
På mange optagere lægger man ikke mærke til, om den er slukket eller tændt, fordi der kun er lidt forskel på optagerens display. Hvis optageren er konstant tændt året rundt i stedet for kun, når I bruger den, koster det op til 400 kWh (ca. 600 kr.) om året på elregningen.

Nogle går automatisk i standby
Mange videoer og dvd’er kan indstilles til automatisk at gå i standby og bruge mindre strøm, et stykke tid efter at den er færdig med at optage. Stil optageren til at gå i standby efter maksimalt 30 minutter.
Indstil harddiskoptageren, så harddisken kun kører, når man har brug for det. Optageren bruger mere strøm, når harddisken kører.

Standbyforbruget er højest på ældre maskiner
På ældre videoer kan standbyforbruget være 10-12 watt, og det koster omkring 100 kWh (ca. 150 kr.) om året på elregningen. Undgå dette forbrug ved at slukke på apparatet eller stikkontakten. Nye dvd’er og harddiskoptagere har som regel et lavere standbyforbrug på ca. 1,5-3 watt, så her sparer man mindre ved at slukke.

Elspareskinne kan slukke tilsluttede optagere
En tv-elspareskinne slukker for apparater tilsluttet fjernsynet, når det bliver slukket.

Mål forbrug med et SparOmeter
Lån eller køb et SparOmeter, og få styr på jeres apparaters elforbrug. Det er en præcis elmåler, som kan måle elforbruget i både tændt tilstand og standby.

Siden er opdateret 07.04.2009