Om ESCO
ESCO kan hjælpe jer med at spare energi i jeres bygninger. Go' Energi har udviklet standardkoncepter for ESCO-aftaler, som gør ESCO-modellen lettere at gå til.
Hvad er ESCO?
ESCO står for Energy Service Company. En ESCO-aftale er et samarbejde mellem en kunde og en ESCO-leverandør. ESCO-leverandøren har speciale i at udføre energibesparende tiltag og sørger for, at kunden opnår en garanteret energibesparelse.
Et andet kendetegn ved en ESCO-aftale er, at det er energibesparelserne, der betaler for, at tiltagene bliver gennemført.
Go' Energis koncept er udviklet på baggrund erfaringer fra kommunerne, men både kommunale, regionale og statslige institutioner og virksomheder kan bruge konceptet.
> Find standarddokumenter til ESCO-aftaler her.
Et koncept til alle
Fordelene ved ESCO
Som offentlig kunde indgår I en aftale med en ESCO-leverandør om at gennemføre energibesparelser på et større antal bygninger.
ESCO-leverandøren udpeger og prioriterer de energibesparende tiltag, gennemfører dem og følger efterfølgende op på den garanterede effekt. Derved sikrer ESCO-samarbejdet en helhedsorienteret realisering af energibesparelser i jeres bygninger.
På den måde slipper I for selv at skulle undersøge markedet, investere, indkøbe og montere de anlæg, der skal til for at opnå energibesparelsen. Alt det overlades til ESCO-leverandøren. Prisen bliver som regel lavere, fordi ESCO kan tænke mere totaløkonomisk, når hele ansvaret er samlet ét sted.
ESCO-leverandøren garanterer besparelser
ESCO-leverandøren skal garantere, at institutionen sparer nok energi og omkostninger til, at besparelsen kan dække alle udgifter til projektet. Besparelsen dækker altså afdrag på investeringen og betaling til ESCO-leverandøren.
Hvis ESCO-leverandøren ikke sparer så meget som aftalt, skal firmaet betale forskellen tilbage til jer. Når aftalen ophører, går alle besparelserne direkte til jer selv.
Betaling af ESCO
Betalingen til ESCO-leverandøren kommer fra de energibesparelser, som den offentlige institution opnår.
Siden er opdateret 04.11.2011

