Evalueringer og baggrundsmateriale
12. december 2008: Elsparefondens indsats bliver evalueret i 2008 som en del af en regeringsaftale om en samlet vurdering af energispareindsatsen i Danmark. Elsparefonden har også løbende fået evalueret indsatsen og resultaterne.
Vurdering af den samlede energispareindsats
Den 10. juni 2005 indgik regeringen en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om den fremtidige energispareindsats. Aftalen fastlagde rammerne for en effektiv og øget energispareindsats i de kommende år.
Aftalen omfattede en samlet vurdering af energispareindsaten og de opnåede resultater, denne vurdering skulle gennemføres i 2008. Formålet er at sikre tilstrækkelige virkemidler og en effektiv organisering af indsatsen. Denne evaluering omfatter også Elsparefondens arbejde.
Ea Energianalyse (Eaea) har fået til opgave at foretage denne evaluering. Elsparefonden finder dog Eaeas beskrivelse af Elsparefonden mangelfuld og har derfor udarbejdet en mere dækkende beskrivelse. Læs Elsparefondens beskrivelse her.
Elsparefonden har benyttet sig af muligheden for at komme med en utalelse til Eaeas evaluering af energispareindsatsen. Læs Elsparefondens udtalelse her.
Tidligere udtalelser:
Notat til energipolitisk udvalg, v. Elsparefonden (2005)
Bilag: oplæg til energipolitisk udvalg
Evalueringer af Elsparefonden
Der foreligger 2 typer af evalueringer af fonden: Evalueringer ud fra faktuelle data om salg af forskellige apparattyper og evalueringer, der fokuserer på forbrugernes og udbudssidens syn på Elsparefondens arbejde.
- Evalueringer ud fra salgstal
Ud fra faktuelle data om ændringer i salg af f.eks. pumper, køleskabe osv. beregnes de sparede kWh. Det er statistiske opgørelser over salg af forskellige apparattyper, der er omregnet til elbesparelser. De salgstal er dermed ret præcise vurderinger af den faktiske elbesparelse.
Rambøll gennemførte i 2004 en sådan evaluering af Elsparefondens samlede virke. For at sikre uafhængighed blev der nedsat et ekspertpanel bestående af 4 personer, der skulle sikre evalueringens faglighed og uafhængighed.
Rambøll konkluderede, at Elsparefondens virke i deres 10. år ville være årsag til en årlig elbesparelse på 1.000 GWh. Særlig blev fremhævet, at forbrugerne havde fået en økonomisk gevinst, der var 10 gange større end det opkrævede provenu fra elsparebidraget. Læs mere om evalueringen: Evaluering af Elsparefonden, oktober 2004 , Bilag
- Evalueringer af Elsparefondens arbejde
Den 2. type evaluering fokuserer på forbrugernes og udbudssidens syn på Elsparefondens kampagner og aftaler. Her ligger fokus på kendskab og tillid, da dette er helt afgørende for en aktør, der påvirker andre aktører uden tilskud og tvang.
Der er gennemført en række evalueringer, der beskriver forbrugernes og udbudssidens syn på Elsparefonden. Fonden kan ikke tvinge elbesparelser igennem, men appellerer til markedsaktører via kampagner og arbejder på at fjerne en række ikke-økonomiske barrierer for energirigtig indkøb og adfærd.
Evalueringer fra 2008 (Genius): Elsparefondens indsats over for private husholdninger, Evalueringsrapport af Elsparefondens Offentlig sektor kampagne og Elsparefondens indsats på udbudssiden.
Der mangler en 3. type evaluering, som vurderer energispareeffekten af Elsparefondens generelle informations- og oplysningsaktiviteter, men hvor effektvurderingen ikke kan knyttes til specifikke salgsstatistikker, f.eks. ændret brugsadfærd. Ea Energianalyse (Eaea) er i 2008 sat til at evaluere den samlede energispareindsats på tværs af aktører. Elsparefonden har foreslået evalueringsfirmaet at fokusere særligt på denne type aktiviteter.
Siden er opdateret 03.02.2009

