Retningslinjer for indtastning af priser på Go’ Energis hvidevarelister

Forhandlere skal følge nedenstående retningslinjer i forbindelse med indtastning af priser på hvidevarelisterne. Go' Energi fører løbende kontrol med, at retningslinjerne overholdes.

Forhandlere skal følge nedenstående retningslinjer i forbindelse med indtastning af priser på hvidevarelisterne. Go’ Energi fører løbende kontrol med, at retningslinjerne overholdes.

1. Generelt
Forhandlere skal følge gældende dansk lovgivning, og i forbindelse med handel via internettet anbefaler Go’ Energi forhandlere at følge ”De nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til handel og markedsføring på internettet”. For yderligere information se www.forbrug.dk og www.e-maerket.dk.

For at modtage et login til indtastning af priser skal forhandlere udfylde optagelsesskemaet ”Anmodning om adgang til indtastning af priser på Go’ Energis hvidevarelister” med oplysninger om blandt andet CVR-nummer og kontaktoplysninger. Optagelsesskemaet sendes til Sekretariat for Go’ Energimærket på cet@team.goenergi.dk. Sekretariat for Go’ Energimærket administrerer hvidevarelisterne for Go’ Energi.

2. Kontakt til forbrugere
Forbrugere skal kunne komme i kontakt med forhandlere uden ekstra omkostninger og på en nem, hurtig og effektiv måde. Der skal således være en velfungerende ordning for kundekontakt – f.eks. via en butik eller telefonisk gennem en bemandet kundeservice. Oplysninger om kontaktmuligheder skal på forhandlerens hjemmeside være tydelige og let tilgængelige.

Spørgsmål og klager skal behandles og besvares hurtigst muligt.

3. Levering
Produkterne skal kunne leveres inden for den lovede leveringstid – dog senest 14 arbejdsdage efter bestillingen.

Hvis en vare går i restordre i en længere periode, skal den indtastede pris fjernes fra hvidevarelisterne så snart, der er kendskab til det.

Hvis forhandlere kun kan levere i et begrænset geografisk område inden for Danmark, skal det tydeligt fremgå.

4. Pris

Forhandlere må kun indtaste priser på produkter, som forhandleren reelt har mulighed for at sælge.

Forhandlere skal sælge varen til den annoncerede pris, som altid skal være lig afhentningsprisen inkl. moms.

5. Kontrol
Go’ Energi fører løbende stikprøvekontrol for at sikre, at retningslinjerne for indtastning af priser overholdes.

Derudover hører Go’ Energi meget gerne fra alle, der har mistanke eller viden om, at en vare ikke sælges til den viste pris.

I forbindelse med uregelmæssigheder ved stikprøvekontrol informeres FEHA (Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater) ligeledes med en anmodning om at opfordre sine medlemmer til at tage kontakt til Sekretariat for Go’ Energimærket, såfremt de oplever uregelmæssigheder.

6. Konsekvens
Overtrædelse af retningslinjerne kan medføre udelukkelse fra indtastning af priser på hvidevarelisterne.

Hvis en forhandler ikke overholder retningslinjerne, forbeholder Go’ Energi sig desuden ret til offentliggørelse af dette.

Siden er opdateret 11.10.2011