Ikke behov for en lovpligtig it-mærkning

Fra flere sider lyder der krav om en lovpligtig energimærkning af it-udstyr. Men en sådan lov er unødvendig. Det mener Elsparefonden, der har udviklet en frivillig it-energideklaration i samarbejde med it-branchen og en række internationale pc-producenter. Ordningen er nemlig allerede på vej til at blive en succes, og hvad vigtigere er – forbrugerne vælger allerede energirigtige pc’ere og skærme.

08.01.2007

Ifølge avisen Computerworld har ca. halvdelen af de danske forbrugere kendskab til Elsparefondens og it-branchens energideklaration for it-udstyr. På baggrund af dette kræves det fra flere sider, at der skal indføres en lovpligtig mærkning af it-udstyr. Elsparefonden er meget tilfredse med den store fokus på it-udstyrs elforbrug, men it-branchens frivillige initiativ fortjener anerkendelse - ikke en tvangsordning. Elsparefonden opfordrer derfor til at lade den frivillige aftale og mærkning udvikle sig uden lovindgreb.  

”Som det eneste land i verden eksisterer der i Danmark en frivillig aftale med de globale it-producenter om en energideklaration på it-udstyr samt krav om, at selskaberne aktivt skal markedsføre de mest energieffektive produkter,” siger Göran Wilke, der er sekretariatschef for Elsparefonden og fortsætter:

”Det er en unik ordning, der bygger på frivilligt samarbejde mellem Elsparefonden og de internationale producenter af it-udstyr. Udbredelsen og kendskabet til mærket er på højde med det niveau, som mærkningen af hvidevarer havde opnået 3 år efter start. Succesen for A-mærkningen af hvidevarer skyldes netop det lange seje træk igennem 10 år. Samarbejdet med it-branchen bygger således også på, at vi i de kommende år aktivt skal markedsføre mærket endnu mere og dermed styrke kendskabet til det.”

”Det kan godt være, at halvdelen af forbrugerne ikke kender til mærkningen på it-udstyr – men de handler som om, de gjorde, når de f.eks. køber bærbare pc’ere,” siger Göran Wilke.

Fladskærme, bærbare pc’ere og elspareskinner
I disse år eksploderer salget af it-udstyr, men der er samtidig tale om et markeds- og holdningsskred. I dag sælges der stort set ingen ”tyk-skærme” (CRT-billedrør), og ca. 60 procent af husholdningerne vælger bærbare computere, som har et elforbrug, der er op til 90 procent mindre end en traditionel pc.

Computerworld peger også på det store potentiale ved at fremme udbredelsen af elspareskinner. I dag bruger 15 pct. af husstandene den dansk udviklede skinne.

”Vi skal hele tiden se på, om vi ikke kan blive bedre til at udnytte mulighederne med elspareudstyr. Derfor foreslår Elsparefonden, at it-producenterne fremover konsekvent giver købere af pc-udstyr en gratis elspareskinne. Det vil markant nedsætte standby-forbruget i hjemmekontoret,” siger Göran Wilke.

”I en situation hvor både udbudssiden og forbrugerne agerer miljø- og omkostningsbevidst, og markedet undergår en markant forandring, synes jeg, det er uheldigt at tænke i tvungen mærkningsordning,” siger Göran Wilke afslutningsvis.

For yderligere information:

Sekretariatschef i Elsparefonden, Göran Wilke
Telefon: 33 95 58 01
Mobil: 21 20 55 58
E-mail: gw@elsparefonden.dk

Fakta om den frivillige aftale
Bag den frivillige aftale om it-energideklarationen står Elsparefonden og it-producenterne: Acer, Apple, Dell, Fujitsu Siemens, Hewlett-Packard, Lenovo. Philips og Samsung. Derudover støtter IT-Branche¬foreningen og Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S (SKI) op om aftalen.

Partnerne har indgået en fælles it-aftale om energieffektivitet af computere og skærme.

Fakta om Elsparefonden
Elsparefonden er en uafhængig fond med egen bestyrelse under Transport- og Energiministeriet. Elsparefonden blev etableret i 1997 og har som opgave at sikre elbesparelser i husholdningssektoren og den offentlige sektor. Elsparefonden finansieres af provenuet fra det særlige elsparebidrag på 0,6 øre/kWh, der opkræves hos husholdningerne og det offentlige. Provenuet udgør i alt ca. 96 mio. kroner om året.

Siden er opdateret 27.03.2009