Mindeord vedrørende Poul Erik Pedersens død
Poul Erik Pedersen, civilingeniør, projektleder og lysekspert i Center for Energibesparelser, boende i Hjortekær, er død den 8. november 2010, 55 år.
17.11.2010
Poul Erik var Danmarks førende lysekspert. Igennem 30 år var han dybt engageret og dedikeret i sit felt – energieffektiv belysning. En anerkendt og respekteret stor faglig kapacitet i hele energi- og lysbranchen i både Danmark og udlandet. Han var en ildsjæl og brændte for at formidle sin store viden for at få godt og energieffektivt lys ind i vores hjem og på vores arbejdspladser. Han var en stærk fortaler for sparepærerne og så tidligt potentialet i at introducere diodelys, LED, i Danmark. Samtidig var han en god kommunikator og en skarp analytiker.
Poul Eriks rolige temperament, store overblik og stærke lederevner gjorde ham til en effektiv og afholdt projektleder i det nye Center for Energibesparelser og det tidligere Elsparefonden. Derfor var han også en uvurderlig person ved etableringen af centret i marts i år. Han favnede både over lysområdet og en række andre vigtige opgaver – kunderådgivningen for storkunderne, energieffektiv ventilation, Bolig+-projektet og ESCO (energitjenesteselskab) for kommunerne.
Han havde en sjælden evne til at få tingene til at glide let og ubesværet. Poul Erik tilførte altid stor værdi til samarbejdet og skabte med sit positive sind, sin fine situationsfornemmelse og store loyalitet de bedste betingelser for en vellykket proces. Uanset hvor travlt han havde, var han altid nærværende, formåede at bevare jordforbindelsen og tog sig tid til at lytte og forklare, så alle kunne forstå de ofte komplekse sammenhænge.
Poul Erik bestred igennem livet en række tillidsposter. Han var formand for de konservative i Lyngby-Taarbæk-kredsen siden 2003, næstformand i Bolig+-projektet siden 2007, bestyrelsesmedlem i Østkredsen i Dansk Center for Lys, fra 1992-2002 formand for skolebestyrelsen på døtrenes skole, Trongårdsskolen i Lyngby, og i en årrække medarbejderrepræsentant i bestyrelsen på DELTA.
Han var uddannet stærkstrømsingeniør fra DTU (Danmarks Tekniske Universitet) i 1979, hvor han indtil for nylig var ekstern lektor i lysteknik. Efter endt uddannelse fik han en forskerstilling på det daværende ATV-institut Lysteknisk Laboratorium. Her blev han senere afdelingschef, og da laboratoriet fusionerede med Optisk Laboratorium og senere indgik i det nuværende GTS-institut DELTA, fik han både ansvaret for laboratoriet og konsulentarbejdet. Han nåede at fejre 25 års jubilæum her, inden han kom til Elsparefonden i marts 2006.
Poul Erik blev født i Klemensker på Bornholm. Her voksede han op på slægtsgården Sønder Kirkebogård, som var i familiens eje indtil for få år siden. Han rejste flere gange om året til Bornholm for at besøge sin mor, Kirsten, og ordne hendes store have i Rønne.
Hans to døtre, Maria, 27, og Betina, 24, fyldte meget i hans liv. Han var en god familiefar og solid støtte for pigerne. De var omdrejningspunktet i hans liv, og Betina boede fast hos ham i tre år, inden hun flyttede hjemmefra. Sammen tog han og pigerne på ferie til bl.a. Spanien, og senest var de på vandretur i Norge. Selvom han havde været skilt siden 1993, bevarede han stadig et godt forhold til og samarbejde med sin tidligere kone, Bende, om deres fælles børn.
Poul Erik var en inkarneret fodboldspiller, indtil han blev stoppet af en skade som 40-årig. I studietiden tog han til Bornholm hver weekend for at spille kamp i Klemensker Idrætsklub, og senere spillede han på oldboysholdet i Lundtofte Boldklub. Da han stoppede som udøvende, fulgte han den lokale klub, Lyngby Boldklub, fra tilskuerrækkerne, hvor hans døtre var med på skift. Landskampe og kampe i Superligaen, Premier League og Bundesligaen fulgte han også med stor interesse. Sammen med vennerne blev det også til et par fodboldrejser til England og Spanien.
Han bevarede tilknytningen til kollegerne på DTU, hvor han hver fredag mødte op til en herredouble i badminton på den gamle arbejdsplads, der ligger i nærheden af huset i Hjortekær, hvor han boede siden 1988.
Madklubben var en anden af Poul Eriks fritidsinteresser. Her mødtes han jævnligt med en håndfuld venner over god mad og vin, hvor han tit sørgede for gode Amarone-rødvine. Formålet var ikke så meget den gastronomiske del men mere at ordne verdenssituationen, og i det selskab delte han ud af sin store viden og sine synspunkter om alle samfundsforhold. Han var lun, havde et glimt i øjet, humoristisk sans og var hyggelig at være sammen med.
Bisættelsen finder sted mandag den 22. november kl. 13 fra Lundtofte Kirke. Poul Erik vil være savnet af os alle. Vores tanker går til hele hans familie. Ære være Poul Eriks minde.
Mindeord på vegne af nuværende og tidligere kolleger
Henrik Teglgaard Lund, sekretariatschef, Center for Energibesparelser, København
Billede til redaktionel brug kan downloades her
Siden er opdateret 19.11.2010
Nyheder
- Få flere kunder med tilskudspenge 15.05.2012
- Træk solcellerne fra i skat 09.05.2012
- Pas på varmtvandshanens elforbrug 07.05.2012

