Renoveringspuljen: Elvarmeforbrugere kan få tilskud til at skifte til fjernvarme
20.000 husstande med elvarme kan nu få tilskud til at skifte til den langt mere økonomiske og klimavenlige fjernvarme. En fælles opfordring fra elsparefonden og Dansk Fjernvarme skal nu overbevise forbrugerne om gevinsten ved at skifte fra el til fjernvarme.
31.03.2009
Med regeringens renoveringspulje kan de 20.000 elvarmeforbrugere, der bor i fjernvarmeområder, nu få økonomisk tilskud til at skifte fra el- til fjernvarme. Derfor opfordrer Elsparefonden og Dansk Fjernvarme nu elvarmeforbrugerne til at søge om at få del i renoveringspuljen, der vedtages af Folketinget lige inden påske.
”I de største fjernvarmeområder vil investeringen i omlægning fra el til fjernvarme være tjent ind på få år. Andre steder vil det vare længere, men alle kan være sikre på en bedre økonomi i det samlede regnskab, ” siger Michael Reuss, projektleder i Elsparefonden.
Bedre indeklima og større markedsværdi
Michael Reuss peger desuden på, at komforten og indeklimaet i hjem med fjernvarme er langt bedre end i huse, der opvarmes med el, og at husets værdi stiger, hvis der er indlagt fjernvarme. ”Renoveringspuljen er en helt oplagt anledning til, at de husejere, der stadig opvarmer deres huse med el, overvejer at få omlagt til fjernvarme – med tilskud. Og samtidig kan den enkelte husejer nedsætte sit personlige CO2-udslip væsentligt, ” siger han.
Håber på opbakning fra alle landets fjernvarmeværker
Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for godt 400 fjernvarmeselskaber. De bakker op om muligheden for at få tilskud fra renoveringspuljen, så folk med elvarme kan få hjælp og vejledning hos deres lokale fjernvarmeværker til at søge om midler til at omlægge til fjernvarme.
”Vi er meget positive over for renoveringspuljeordningen og mener, det vil være en rigtig god ide, at folk bruger muligheden for tilskud til at skifte deres elvarme ud med fjernvarme. Fjernvarme er en klimavenlig opvarmningsform, og vi er glade for, at kollektiv forsyning opprioriteres i renoveringspuljen,” siger teknisk konsulent Mette Hansen fra Dansk Fjernvarme.
100.000 ton CO2 udledes fra elopvarmede huse
Potentialet for at spare CO2 er stort, hvis samtlige 20.000 elopvarmede huse i landet skifter til fjernvarme. Faktisk belaster elopvarmede huse i dag klimaet med mere end 100.000 ton CO2 om året, eller hver husstand med ca. 5,7 ton. Ved at skifte til fjernvarme kan hver enkelt elopvarmede husstand spare klimaet for lige så meget CO2, som det kræver at flyve hele familien til Sydeuropa ti gange årligt.
Fakta
Et standardhus på 130 m2 med elvarme bruger ca. 15.000 kWh el om året til opvarmning. De koster ca. 30.000 kr. (ved en elpris på 2 kroner). Tilsvarende bruger et hus med fjernvarme i gennemsnit ca. 11.750 kr. om året til opvarmning.
Hvor lang tid det tager at tjene investeringen i omlægning fra el til fjernvarme ind, afhænger af flere ting: Investeringen til installationen, varmebehov, tilslutningen til fjernvarme og fjernvarmetariffen i det pågældende område.
Vil du vide, hvor meget du kan spare ved at skifte fra el til fjernvarme, kan du bruge Elsparefondens varmeberegner her: http://www.elsparefonden.dk/forbruger/produkter/indeklima/fjernvarme
Du kan også kontakte dit lokale fjernvarmeværk – eller ringe til Dansk Fjernvarme på tlf. 76 30 80 00.
Om renoveringspuljen
Der er en ny lov på vej, som skal sikre tilskud til renovering af private boliger. Loven betyder, at du kan søge om tilskud til at skifte fra el til fjernvarme. Tilskuddet dækker 40 procent af udgifterne til arbejdsløn, dog maksimalt 15.000 kroner, og 20 procent til materialer, dog maksimalt 10.000 kroner. På www.boligforbedringer.dk kan du læse meget mere, og det er også her, du skal hente et ansøgningsskema.
For mere information, kontakt venligst
Michael Reuss, projektleder hos Elsparefonden, på tlf. 41 96 49 82, eller Mette Hansen, teknisk konsulent hos Dansk Fjernvarme på tlf. 76 30 80 17.
Siden er opdateret 31.03.2009
Nyheder
- Få flere kunder med tilskudspenge 15.05.2012
- Træk solcellerne fra i skat 09.05.2012
- Pas på varmtvandshanens elforbrug 07.05.2012

