Kan forbud, påbud og afgifter redde klodens klima?

Danskerne er knap én promille af jordens befolkning. Når vi ser på udledning af drivhusgasser er vi lidt mere synlige – ca. 3 promille. Om vi i Danmark øger eller mindsker vort udslip af CO2 vil næppe kunne måles i atmosfæren eller på grønlandsisen.

En by med 6 millioner amerikanere er også én promille af verdens befolkning. Den by udleder til gengæld i gennemsnit dobbelt så meget CO2 som os – ca. 6 promille af verdens samlede udslip.

Det er den barske realitet. Hvad den enkelte borger, by eller et – mindre - land foretager sig, har ikke en nævneværdig betydning i det samlede klimaregnskab. Vi er så mange på jorden og den enkeltes bidrag tæller så ufatteligt lidt.

Det er netop den globale udfordring. Hvad vi yder hver især betyder ikke noget i det store regnskab, MEDMINDRE vores indsats er med til at motivere andre til at gøre det samme. Det  handler om at være en god rollemodel og starte en bølge. Indstillingen og den måde vi går til opgaven på, er mindst lige så vigtig som det konkrete resultat. Hvis vi ikke får de andre med, nytter det ikke ret meget, at vi har orden i vort eget lille klimaregnskab.

Klimaændringer tvangsudskriver globalt samarbejde
Globalisering er på ingen måde et nyt fænomen. Gennem historien har vi handlet og rejst på tværs af kontinenter. Forskellige forudsætninger hvad angår naturressourcer, viden, håndværksmæssig kunnen, økonomiske ressourcer og rammer for arbejdets tilrettelæggelse, har - og er - grundlaget for samarbejder over grænser.

Men klimaproblemet er noget helt andet; - det er den første ægte globale udfordring. Alle er med til at skabe problemet og ingen kan stå udenfor. Alle vil føle konsekvenserne af den ændrede balance i jordens økosystem, og det tvangsudskriver ægte globalt samarbejde.
 
De globale klimaudfordringer er samtidig et opgør med et vigtigt retsprincip, nemlig at straf skal stå i et rimeligt forhold til forseelsens omfang. Det er langt fra sikkert, at de største klima-syndere bliver hårdest ramt. Kulturer med lavt CO2-udslip vil, ganske uforskyldt, kunne opleve de største omvæltninger og ændringer i livsvilkår. Økosystemet er som en despotisk fyrste. Konsekvenserne er svære at forudse, der er ingen retfærdighed og ingen kan se sig sikker.

Lidt højstemt kan man sige, at klimaudfordringen er civilisationens ultimative test. Er vi blot en masse individualister, der ikke kan se og takle de fælles udfordringer, når det virkelig gælder - også over grænser.

Spørgsmålet er, hvordan vi som nation og som individer kan handle, så at vi yder vort bidrag, og inspirerer andre til at gøre det samme. 

Uddannelse, eksamen og CO2-kvoter
Når de unge gennemfører en uddannelse er det for at lære sig noget, og få mulighed for at bruge denne viden. Eksamen er samfundets kvalitetstjek af at skolingen virker. Men det er ikke ensbetydende med at eksamen er undervisningens vigtigste formål. Samfundet har en forhåbning om at eleverne kan langt mere end det som de testes for. Og at denne viden og nysgerrighed varer ved, også efter at eksamenspapiret er udleveret.

Ovenstående kan være godt at have i mente, når vi nærmer os det komplekse emne CO2-kvoter og Danmarks klimaforpligtelser. Kvoter skal ses som en vigtig midtvejseksamen på at samfund og sektorer bevæger sig i den rigtige retning. Netop stopprøver - ikke et mål i sig selv.

Hvis de danske kvoteforpligtelser omvendt bliver betragtet som”målet”, ramler vi ind i kassetænkning og nogle spændende, men også grænseoverskridende, virkemidler.

Hvorfor ikke behandle vore syge på hospitaler i andre lande, så de ikke belaster Danmarks klimaforpligtelser. Og hvad med at give pensionister rejsetilskud, så at de kan nyde Frankrigs og Spaniens sol og CO2-kvoter. Kreativiteten kan blive stor, men en ting er sikker. Det virker ikke rigtig som en god rollemodel, egnet til global inspiration og udbredelse.

Amøbe-modellen – hoved og hæle
Hvis man fordeler energiforbrugende udstyr efter effektivitet får man en figur der ligner en amøbe (se figur). I den ene ende har vi de mest effektive apparater, svarende til amøbens hoved. I den anden ende finder vi de mest ringe produkter – amøbens hale. De fleste apparater ligger midt i mellem, centreret omkring amøbes mave. 

Udfordringen er at få hele amøben til at bevæge sig i hovedets retning, mod større energieffektivitet og mindre miljøbelastning. Spørgsmål: Hvad virker bedst som rollemodel, at jagte halen eller lokke hovedet til at bevæge sig fremad?

Den traditionelle tilgang er at forbyde og beskatte de handlinger og produkter, som belaster miljøet mest. Dette er en vigtig grundsten i dansk energipolitik. Virkemidlerne er typisk afgifter og normer der holder de ringeste produkter ude af markedet. Bag denne regulering ligger en mere eller mindre udtalt antagelse om, at forbrugerne er ligeglade og passive i relation til energispild og klima. Kun med hårdtslående argumenter som penge og forbud kan forbrugerne motiveres til at handle i overensstemmelse med de energi- og miljøpolitiske mål.

Det er en lang administrativ tradition og et velkendt rationale, der ligger bag. Fokus er på bagtroppen og de største miljøsyndere. Det er nemmere at forbyde de dårligste produkter eller lukke de værste anlæg, end at tvinge nogen til at gå foran og udvikle morgendagens produkter og koncepter. Det interessante er, at det er der andre aktører, der kan.

Handle af lyst og inspirere andre
Virksomheder og borgere kan pålægge sig selv målsætninger om at agere som rollemodel for andre. I dag står virksomhederne nærmest i kø for at skabe en grøn profil. Offentlige myndigheder og institutioner indgår forpligtende aftaler om at knække kurven for eget elforbrug eller CO2-udslip. Det samme gør en række husholdninger. Sådanne tiltag kommer ikke af tvang. De kommer af lyst og ægte bekymring. Inspiration til andre om at man både kan og vil gå længere end loven kræver.

En stor majoritet af befolkningen siger i dag, at de vil yde en ekstra indsats for miljøet. Dette gælder selv om det skulle koste lidt ekstra. Udfordringen på klimaområdet er at bruge og stimulere disse forbrugeres gode hensigter og få dem til at tænke og handle lidt længere. Eller med andre ord, skabe positive rollemodeller for os andre.

Frontløbernes handlinger skyldes ikke de klassiske virkemidlers hårdtslående pædagogik. Frontløbere agerer ud fra helt andre motiver. Begrundelserne er bl.a. miljømæssig ansvarlighed, et grønt image, ønske om at være ”first mover” eller blot for at stjæle markedsandele fra konkurrenter.

Denne dynamik skal vi dyrke og fremelske, hvis vi skal blive gode rollemodeller og nå målene. Vi kan jo bare lade os inspirere af den måde som samfundet stimulerer forskning, forretningsudvikling og iværksættere. En positiv pædagogik, der afspejler at ”kunderne” selv vil bevæge sig, og har behov for coaching - ikke pålæg. Det er i amøbens hoved at fremtidens produkter og markeder skabes og udvikles.

Og så er vi tilbage, hvor vi startede. Kan forbud, påbud og afgifter redde verdens klima?

Svaret er, at vi måske kan nå vore egne danske klimamål med en barsk buket af skrappe virkemidler med forbud, påbud og øgede afgifter.

MEN en god rollemodel for omverden, det bliver vi kun, hvis vi i langt højere grad får forbrugerne, virksomhederne og det offentlige myndigheder til at handle ud fra lyst og ægte bekymring. Og det er derfor som rollemodel vi reelt kan påvirke jordens klima.