Frontløberne skal redde klimaet

Blot for at slå det fast. De teknologiske muligheder for at reducere CO2-udledningen markant er til stede. I dag og med kendt teknologi. Hvis vi bruger de bedste apparater og det mest effektive udstyr på en smart måde, kan vi halvere vort energiforbrug.

Flere af disse tiltag giver direkte økonomisk overskud for brugeren og burde være gennemført for længst. Hvis vi kombinerer energibesparelser med en fortsat udbygning med vedvarende energi og bruger overskydende el i transportsektoren, kan vi nå rigtig, rigtig langt.

Et eksempel: I Aalborg bygges der en etageejendom, som bliver energineutral. Det er ikke blot nul energi til opvarmning. Nej, bygningen er også selvforsynende, hvad angår lejlighedernes forbrug af elektricitet.

Det såkaldte Bolig+koncept er ikke et dyrt og futuristisk eksperiment. Nej, det ligner såmænd andet moderne byggeri, bortset fra at regningen for el og varme er sparet væk.

Men ikke nok med det. Vore holdninger er i bevægelse. Danskerne er, i lighed med verdens befolkning, bekymret for klodens klima. Mediebilledet er fyldt med grønne meldinger fra alle dele af samfundslivet med krav om handling her og nu.

Men hvem skal handle, og er der brug for frontløbere? Det er det store spørgsmål.

Her op til klimatopmødet er der fokus på verdens ledere – med god grund. De har et kæmpe ansvar for, at der bliver indgået en ambitiøs international aftale. Opgaven er ganske ligetil. Det skal lægges en rød løber ud for nedstigningen til det fossilfri samfund.

På kort sigt er målet at få lagt loft over de enkelte landes maksimale udledning af drivhusgasser. En slags stopprøve på, at vi er på den rigtige vej, hvor verdens ledere bekender kulør: Er de stedsegrønne eller pyntegrønne?

Men bag ved verdens statsmænd og statskvinder står en række forbrugere og virksomheder, som spiller en mindst lige så vigtig rolle. Det er nemlig ikke lande, men forbrugere og virksomheder, der udleder drivhusgasser. I de internationale forhandlinger påtager landenes repræsentanter sig et vigtigt lederskab med forpligtende aftaler på sine borgeres vegne. Men klimatopmødet er begyndelsen – og ikke slutningen – på en proces, hvor forbrugerne og virksomhederne skal skrue ned for udslippet af drivhusgasser.

Men hvordan kan de enkelte lande – og EU – motivere deres borgere og virksomheder til at yde deres personlige bidrag?

Lad det være sagt fra start: Her har vi en stor udfordring og et meget stort forbedringspotentiale. Vi er ikke vant til at tænke i disse baner.

Den offentlige tradition for regulering handler mest om forbud, påbud, afgifter og tilskud. Den filosofiske tilgang er, at borgerne og virksomhederne hverken tænker eller handler for fællesskabets bedste. Derfor bruger landene hårdtslående virkemidler til at handle i overensstemmelse med den offentlige politik. Dette ligner den gamle skoles spanskrørspædagogik. Her var tilliden til elevernes egen motivation heller ikke i højsædet.

Men der er også rent administrative traditioner bag ved statens valg af virkemidler. Det er meget enklere at tvinge forbrugere og virksomheder til at overholde minimumskrav end at pålægge og motivere dem til at gå foran og være rollemodeller for os andre.
Men hvad gør et samfund, når en stor del af forbrugerne ikke er dovne og ligeglade, men er enige i de offentlige mål, ja, ligefrem vil gå langt længere? Eller når virksomheder og byer presser staten for langt mere ambitiøse strategier og et tæt dynamisk samspil mellem frontløbere og stat?

Denne nye verden udfordrer statens vante rolle. I stedet for at være indpisker med fokus på snyd og vrangvillige kunder bliver opgaven i stigende grad at agere coach og vejlede dem, der tager klimaudfordringen alvorligt og bogstaveligt.
Tag nu eksemplet med de godt 1.000 byer verden over, der har vedtaget ambitiøse klimamålsætninger. Mange har besluttet sig for at være fossilfrie og CO2-neutrale i løbet af 15-20 år. Her har de for længst overhalet nationalstaterne.
På den hjemlige arena er det bl.a. Frederikshavn, Sønderborg og København. Disse byer agerer helt uden påbud, gratiskvoter eller anden økonomisk støtte fra staten.
Drivkraften er en bekymring for det globale klima, en trang til at agere, nytænkning af byernes liv og erhverv samt et ønske om at sætte byen på verdenskortet. En rollemodel, der er utroligt inspirerende og meget smitsom.

Et 2. eksempel er producenter og forhandlere af energiudstyr. De pålægger sig selv skrappe miljøkrav og tilbyder kun energieffektive produkter til deres kunder. Endnu en gang uden krav om økonomisk sponsorering fra staten. Men med håb om, at den grønne profil og besparelserne på energiregning vil vække forbrugernes interesse. Et 3. eksempel er forbrugere, der sætter sig et ambitiøst sparemål og viser, at det kan lade sig gøre.

De 3 eksempler har 1 ting til fælles: Drivkraften er ikke tilskud fra staten eller en pålagt forpligtelse. Det handler derimod om at være det gode eksempel, der inspirer andre, og et ønske om at udvikle nye koncepter og forretningsområder i en åben, kreativ og lige konkurrence.

Lyder det indlysende? Måske hvis man kommer fra sports- eller innovationsverden.

Men på energiområdet befinder vi os fortsat i de gamle monopoldage. Staten har overdraget hovedansvaret for energibesparelser til dem, der står for energiforsyningen – energiselskaberne.

De har eneret til at opkræve midler fra forbrugerne, mod at de giver staten en aftalt bogført besparelse. Her er der ingen incitamenter til at gå ud over de aftalte mål eller udvikle nye markeder. Selskabernes monopol på forbrugernes midler spænder omvendt ben for lige konkurrence og udviklingen af et grønt erhverv.

Hvorfor har Danmark – til forskel fra de andre lande – valgt en model fra monopolets dage? Her er embedsværkets triste svar: Energiselskaberne har den indlysende fordel, at de kan opkræve midler uden om finansloven. Indsatsen tæller med i Danmarks klimabudget, men ikke landets skattetryk!

Mon ikke vi kan gøre det lidt smartere? Yes we can!

Frem til topmødet i december vil Politiken Debat og Analyse sætte spot på en række af de temaer, der spiller en central rolle for afviklingen af det største internationale topmøde i Danmark nogensinde. I den forbindelse har Politiken bedt nogle af de centrale aktører på klima- og miljøområdet om at komme med deres personlige indlæg i debatten. Holdningerne i indlæggene er ikke nødvendigvis identiske med deres arbejdsgiveres holdninger.