Så gør vi sådan når vi vasker med omtanke

Når du vasker, kan dit tøj blive rent i koldt vand. Du kan også erstatte det miljøskadelige skyllemiddel med noget så enkelt som eddike. Ved opvask bruger en ny opvaskemaskine mindre end 1/6 af den vandmængde, du ellers ville bruge i hånden. Rart at vide, hvis du gerne vil tage hensyn til klimaet, når du vasker.

Du gør klimaet og dig selv en tjeneste
De gamle vaskemyters dage er talte. De fleste af os kan spare over halvdelen af vores energiforbrug til vask og opvask, hvis vi ved, hvordan vi skal gøre. De positive effekter er mærkbare, både for vores fælles klima og for din økonomi.

Det meste er nemt. Du skal bare vide det
For dig er det ikke den store videnskab at vaske klimavenligt. Det meste handler om at følge nogle enkle råd i hverdagen, og dem kan du finde på de næste sider. Når du køber nye maskiner, er det også en god idé at gå efter lavt energiforbrug og se efter Elsparemærket, som viser vej til de mest energieffektive maskiner.

Vask rigtig rent – første gang
Vask og opvask handler selvfølgelig først og fremmest om, at tøjet og servicet skal blive rent. Hvis det ikke bliver rent i første omgang, skal du bruge energi på at gøre det igen. Så vi vil gerne hjælpe dig med at gøre det rigtigt. Første gang.

Derfor giver denne folder gode råd til alt fra sortering af tøjet og valg af vaskemidler – til den daglige brug af energi til tøjvask og opvask.

Vi håber, du får glæde af de gode vaskeråd. Vil du gerne vide mere, kan du besøge Elsparefonden på www.elsparefonden.dk eller ringe til vores kunderådgivning på telefon 7026 9009.

Viser 1 ud af 11 sider

Siden er opdateret 10.10.2011