Energimærker: Hørsholm plukker træet rent

Hørsholm Kommune er ikke så længe om så lidt. I løbet af tre år gennemfører kommunen alle tiltag i de kommunale bygningers energimærker. Investeringen er i alt 70 millioner kroner. Tilbagebetalingstiden er tilsammen 11 år. Energibesparelser på i alt 1,6 millioner kWh har kommunen solgt til et energiselskab, og finansierer dermed en adfærdskampagne for medarbejdere og borgere, så alle ved, hvordan de kan smide de overflødige CO2-kilo.

”Vi plukker ikke kun de lavesthængende frugter. Vi plukker træet rent.”
Sådan er filosofien i Hørsholm Kommune ifølge energimedarbejder Bent Andersen. ”Vi har fået energimærket alle vores bygninger. Efterfølgende har Hørsholms kommunalbestyrelse vedtaget at udføre alle de energibesparende tiltag, som energimærkerne foreslår. Tilbagebetalingstiden for alle tiltagene lagt sammen er 11 år,” uddyber Bent Andersen.

Investerer 70 millioner kroner
I alt koster det kommunen 54 millioner kroner at gennemføre tiltagene. Dem har kommunen valgt at låne med den særlige låneadgang, som forslag i bygningers energimærke giver. Dertil har kommunen lagt 16 millioner kroner til vedligeholdelse. Det giver i alt 70 millioner kroner til både energirenovering og istandsættelse af kommunens i alt 50 bygninger over tre år, altså 2010, 2011 og 2012.

”Det er sund fornuft at kombinere budgetterne. Så kan vi eksempelvis skifte hele vinduer frem for kun at skifte ruderne til energiglas, fordi vi også ser på vinduernes vedligeholdelsesstand,” forklarer Bent Andersen.

Lån betales med besparelser
Lånet på de 54 millioner kroner til energirenoveringer afdrager kommunen med de besparelser, som kommunen opnår på driften i løbet af de næste 11 år.

Det foregår i praksis ved, at bygningernes brugere får beskåret budgettet til energi med et beløb svarende til den energibesparelse, som renoveringen har givet. ”Betaler de 1.000 kroner og får en energibesparelse på 20 procent, så skærer vi 200 kroner af budgettet og bruger de penge til at betale af på lånet,” siger energimedarbejderen.

Energirenovering fra A til Z
Kommunens 50 bygninger får nu systematisk og efter behov skiftet belysning, indført elstyring, optimeret varmeanlæg og udskiftet cirkulationspumper, ligesom de får udskiftet tag og vinduer og får efterisoleret facader.

”I år har vi skiftet tag på tre store bygninger. Det er på biblioteket, en idrætshal og en stor daginstitution. Desuden har vi skiftet cirkulationspumperne og renoveret ventilationsanlæg. Til næste år tager vi vinduesskift og facader. Vi starter med de tiltag, der har kortest tilbagebetalingstid, så de er med til at finansiere de efterfølgende tiltag,” siger Bent Andersen.

Betaler sig at gøre det nu
Kommunen har valgt at pulje tiltagene, så leverandører kan byde ind på cirkulationspumper, elstyring eller isolering af alle bygningerne på én gang.

”På den måde får vi nogle rigtig gode priser. Lavkonjunkturen har betydet, at der er stor konkurrence i byggebranchen og stor iver efter at byde ind på opgaverne. Samtidig har vi mulighed for at optage billige lån. Dertil kommer, at vi er overbeviste om, at energipriserne ikke falder. Tilsammen taler de her tre parametre for at gennemføre energirenoveringerne nu,” forklarer Bent Andersen om kommunens no nonsense-perspektiv.

Salg af energibesparelser finansierer kampagne
En sidste detalje i Hørsholm Kommunes energibesparende indsats er, at kommunen sælger energibesparelserne til et energiselskab. Det giver ca. to millioner kroner, som har gjort det muligt at gennemføre en adfærdskampagne i form af en CO2-slankebog for borgere og medarbejdere i kommunen. Kampagnen skal være med til at sikre, at Hørsholm lever op til sine mål som klimakommune.

”Jeg kan anbefale alle, som sælger deres energibesparelser, at bruge pengene, som det er tilsigtet. Nemlig til at oplyse om, at de her energibesparende tiltag er gennemført, hvorfor de er gennemført, og hvordan borgerne skal opføre sig for at CO2-slanke sig,” opfordrer Bent Andersen.

Læs mere:
>Om salg af energibesparelser, se under Få tilskud til energibesparelser

>Om salg af energibesparelser: energisparesiden.dk

Energisparesiden.dk er energiselskabernes hjemmeside til formidling af kontakt mellem købere og sælgere af energibesparelser. Erhvervsaktører og energiselskaber kan oprette en virksomhedsprofil og uploade konkrete energispareprojekter til køb eller salg på hjemmesidens markedsplads. Information og vejledning om køb og salg af energibesparelser er også at finde på siden.

 

 

Siden er opdateret 08.12.2011