Gribskovs skoler i elsparernes superliga
Fem folkeskoler i Gribskov Kommune vil i løbet af sommeren og efteråret gennemgå en omfattende grøn renovering. Det skal forbedre indeklimaet, samtidig med at der skæres ned på elforbruget. Renoveringen af de fem skoler er blot første fase i kommunens 25 millioner kroner store ESCO-projekt, der omfatter i alt 100 bygninger.
Det bliver en forbedret luftkvalitet, der vil møde eleverne på de fem folkeskoler i Gribskov, når håndværkerne er færdige med at montere moderne og automatiserede ventilationsanlæg i løbet af efteråret. De strømslugende, forældede og i nogle tilfælde også defekte ventilationsanlæg skal væk sammen med deres bidrag til dårligt indeklima og en høj elregning.
Ifølge en rapport fra Skole og Samfund forbedres elevernes indlæringsevne markant i lokaler med et godt indeklima. Derfor ser servicechef i Gribskov Kommune, Mads Bo Bojesen, frem til, at håndværkerne tager fat.
”Med ESCO-projektet tager vi fat på de tekniske installationer, der ofte er hovedårsagen til indeklimaproblemer. Skolerne får et teknisk løft med intelligent styring af både ventilations- ogbelysningsanlæg, og på den måde får vi genskabt det gode indeklima – samtidig med at kommunen sparer på strømmen.”
17 procent på to år
Renoveringen bliver udført i partnerskab med TAC, der er et såkaldt ESCO (Energy Service Company eller energitjenesteselskab). Det er private virksomheder, hvis arbejdsområde er at hjælpe med at levere energitjenester, for eksempel løsninger på varme, ventilation, køling, lys eller samlede løsninger for bygninger.
I alt omfatter Gribskov Kommunes ESCO-aftale 100 kommunale bygninger, og TAC garanterer en samlet årlig energibesparelse på mindst 17 procent, når alle bygninger er blevet renoveret om cirka to år.
Træk på erfaringerne
Elsparefonden har fulgt de kommunale ESCOprojekter tæt, siden de første begyndte at dukke op i Danmark for få år siden. Og erfaringerne er meget klare, siger projektleder Poul Erik Pedersen. ”Som skoleeksemplet fra Gribskov viser, kan en ESCO-aftale være et middel til at opnå store samlede elbesparelser - selv med bygninger, hvor en renovering ikke umiddelbart virker rentabel.
Og samtidig forbedrer renoveringen indeklimaet væsentligt”, siger han. I alt investerer Gribskov Kommune et lån på 25 millioner kroner i ESCOprojeket.
De opnåede energibesparelser betyder, at kommunen med det samme kan begynde at afdrage på lånet, der vil være betalt tilbage om otte år.
Læs mere om ESCO på
elsparefonden.dk/energitjenester
Siden er opdateret 11.10.2011
Nyheder
- Få flere kunder med tilskudspenge 15.05.2012
- Træk solcellerne fra i skat 09.05.2012
- Pas på varmtvandshanens elforbrug 07.05.2012

