Danske ambassader skruer ned for strømmen

10 danske ambassader har skrevet under på en kurveknækkeraftale med Elsparefonden, og flere er på vej. ”Grøn ambassade-projektet” er en del af Udenrigsministeriets arbejde for at vinde gehør for de grønne budskaber frem mod COP15.

17 danske ambassader i hele verden er med i et netværk af danske ambassader, der vil vise et godt eksempel i de lande, de er repræsenteret i. Det sker ved, at de selv skruer ned for energien hjemme på egne ambassader. 10 af ambassaderne har indgået en kurveknækkeraftale med Elsparefonden.

Diplomatisk klimaarbejde frem mod COP15
Jesper Fersløv, koordinator for ”Grøn ambassadeprojektet”, kalder projektet for en diplomatisk indsats ud over det sædvanlige: ”I flere lande viste det sig at være meget svært at ændre noget som helst på det energipolitiske område. Derfor besluttede vi os for selv at gå forrest for at belaste klimaet mindre – præcis som vi forventer, at andre skal gøre for at få en global aftale i København til december.”

Udlandet kan blive inspireret af Danmark
Christian Jarby, kundechef hos Elsparefonden, glæder sig over, at kurveknækkeraftalerne også kan bruges i udlandet. ”De er ét af eksemplerne på de energipolitiske virkemidler, vi bruger i Danmark, og samtidig viser de lidt om det engagement, offentligheden lægger i at spare på energien. Det tror jeg godt, udlandet kan bruge som inspiration”, siger Christian Jarby.

Sparemålet i Sydafrika er 45 procent
Et stort elforbrug giver et godt udgangspunkt for at spare, så på den danske ambassade i Sydafrika blev sparemålet hele 45 procent. Her tændte første mand alt lys i alle kontorer og mødelokaler hver morgen, og det brændte, til sidste mand gik om aftenen. Der var kun én afbryder til lyset på alle ambassadens lange gangarealer, så de var også oplyst dagen lang – inklusive  aften og weekender. Hele 68 procent af elforbruget lå uden for åbningstid.

Medarbejdere lukker solen ind
Ambassaden har nu lavet et stort energitjek, der skal give den massive besparelse på 45 procent. Det omfatter både serverrum, it-udstyr, lyskilder og aircondition – og flere afbrydere, så de lange gange ikke ligger badet i elektrisk lys fra morgen til aften. Og så er der jo masser af naturligt lys at tage af i Sydafrika.

”I den sydafrikanske sol tænker de fleste på at beskytte sig og holde strålerne ude. Men nu er ambassadens medarbejdere sågar begyndt at trække gardinerne fra og bruge naturligt lys til arbejdet i stedet for elektrisk”, siger
ambassadesekretær Ulrik Jørgensen.

Viser 1 ud af 5 sider

Siden er opdateret 11.10.2011