Spar energi og penge
Elsparefonden er blevet til Center for Energibesparelser. Det betyder nyt fokus på blandt andet varmebesparelser i offentlige bygninger. Bestyrelsesformand tror på det gode eksempels magt.
Efter en folketingsbeslutning blev Elsparefonden den 1. marts 2010 forvandlet til Center for Energibesparelser. Centeret fokuserer på alle energiformer i alle sektorer – bortset fra transport – og skal skabe de størst mulige energibesparelser i Danmark.
Besparelserne findes ved at fortsætte Elsparefondens arbejde, men der kommer også nye energiboller på suppen. Et vigtigt fokus bliver det store sparepotentiale i offentlige bygningers varmeforbrug, og den nye bestyrelsesformand, Erik Jacobsen, tror på at åbne offentlige chefers øjne med gode historier.
”Det gør indtryk, når konkurrerende kolleger gør noget kløgtigt og tjener penge på det. Vi skal finde de eksempler og fortælle om dem,” siger han.
Mere at spare end man tror
Erik Jacobsen er til daglig teaterchef på Det Kongelige Teater, og her var der mange penge at hente på varmeregningen.
”For nylig viste nogle konsulenter os energiinvesteringer for flere millioner kroner, som tjener sig selv ind på et til to år. Det var utroligt – også fordi vi kunne spare mest på noget helt andet, end vi gik og troede. Det viser, at man ikke selv ved, hvor store gevinster der er at hente,” siger Erik Jacobsen.
Nu skal centeret i gang
Før turen til teatret var Erik Jacobsen departementschef i Miljøministeriet. En rejse til Kina med Per Stig Møller og Connie Hedegaard var med til at åbne hans øjne for, hvor meget energibesparelser betyder.
”Kulkraftværkerne i det sydlige Kina forurener fuldstændig forfærdeligt. At se, hvad der sker i vores verden, har givet mig forståelse for de udfordringer, vi står overfor – og energibesparelser er et vigtigt hjørne af det,” siger Erik Jacobsen.
Nu skal han sammen med en ny sekretariatschef og bestyrelse tage udfordringen op. Hverken chef eller øvrig bestyrelse er udpeget endnu, men håbet er at nå et bestyrelsesmøde inden sommerferien. Her skal den nye bestyrelse diskutere centrets fremtidige aktiviteter.
Fakta – Center for Energibesparelser
- Center for Energibesparelser fremmer energibesparelser inden for alle energiformer og alle sektorer – bortset fra transport.
- Det nye center vil bl.a. bygge videre på´Elsparefondens hidtidige aktiviteter som f.eks. coaching og kurveknækkeraftaler, og man kan fortsat spørge Kunderådgivningen om energibesparelser på tlf. 70 26 90 09 og sparel@sparel.dk.
- Hjemmesiden elsparefonden.dk kan nu også nås med sparenergi.dk. Sitet er udbygget med sider om blandt andet varmebesparelser og med den nye målgruppe ”Erhverv”. Der kommer løbende endnu mere indhold.
- Center for Energibesparelser finansieres på samme måde som Elsparefonden med en bevilling på ca. 90 millioner kroner årligt.
- Center for Energibesparelser er en uafhængig enhed med egen bestyrelse og organisatorisk tilknytning til Energistyrelsen.
- Alle medarbejdere undtagen sekretariatschefen – som var åremålsansat – er overflyttet til det nye center.
Siden er opdateret 11.10.2011
Nyheder
- Få flere kunder med tilskudspenge 15.05.2012
- Træk solcellerne fra i skat 09.05.2012
- Pas på varmtvandshanens elforbrug 07.05.2012

