Nye aftaler knækker flere kurver

Der er kommet nyskabelser i kurveknækkeraftalen, som nu sætter fokus på både el og varme. De første har allerede fået nye aftaler.

Kurveknækkeraftalerne fra Center for Energibesparelser sætter nu fokus på både el og varme.

Nye kurveknækkere vil fremover indgå aftaler, der har sparemål for hele energiforbruget. De 179, der allerede har en aftale om reduktion af elforbruget, kan udvide med en tillægsaftale, så den også kommer til at omfatte varme. 

Morsø fik den første nye aftale. 
Varmen er allerede kommet ind i flere konkrete kurveknækkeraftaler. Morsø Kommune indgik som den første en helt nye aftale om energi, og det er kommunens klima- og energikoordinator Niels Pedersen godt tilfreds med

Det giver virkelig mening at få varmedelen med. Blandt andet fordi vi er klimakommune, men i de her stramme tider er det helt overordnet en god ide at se på energiforbruget, fordi der jo også er en økonomisk besparelse. I en trav hverdag kan det være svært at få gjort noget ved ellers oplagte besparelser. Vi bruger kurveknækkeraftalen som en kickstarter, der sætter skub i arbejdet med at skabe besparelser.

Godt i gang 
Med aftalen forpligter Morsø Kommune sig til at skære 8 % af energiforbruget til både el og varme inden sommeren 2014. De første besparelser er allerede fundet.

”Vi opdagede, at vores egen kopimaskine i forvaltningen aldrig var slukket, selvom den havde en timer til det. Nu bruger vi timeren, og det sparer godt 2000 kroner om året bare for den ene maskine,” fortæller Niels Pedersen.

Kommunen sætter nu arbejdsgrupper til at se på it-udstyr, belysning og andre lavthængende frugter. Desuden skal Nordmorsskolen og andre kommunale bygninger varmes op med vedvarende energi.

Kolding fik et tillæg
Kolding Kommune var den første kurveknækker, der indgik en tillægsaftale om varme.

”Det var oplagt at udvide vores nuværende kurveknækkeraftale til at omfatte varmebesparelser. Det er let at kommunikere kurveknækkeraftalen til kommunens borgere, så de kan se, at vi arbejder målrettet med at spare på energien. Og den coaching og feedback, vi får fra Center for Energibesparelser, hjælper os i det daglige arbejde,” siger Lars Højensgaard, energiansvarlig i Kolding Kommune.

Centeret tilbyder blandt andet coaching og hjælp til adfærdskampagner og indkøbspolitik. Når man tegner en tillægsaftale, kommer coachingen også til at omfatte varme.

> Læs mere om kurveknækkeraftalen

Viser 1 ud af 5 sider

Siden er opdateret 11.10.2011