Optagelseskrav og – procedurer til Go’ Energis produktoversigt for elspareudstyr

Go’ Energi anbefaler elspareudstyr, som kan tilknyttes eksisterende installationer i hjemmet, og som derigennem direkte eller indirekte reducerer elforbruget på de apparater, elspareudstyret knyttes til.

Krav til optagelse
For at elspareudstyret kan blive optaget på Go’ Energis produktoversigt over anbefalet elspareudstyr og dermed få ret til at anvende Go’ Energimærket, skal følgende krav være opfyldt:

  • Produktet skal direkte eller indirekte reducere elforbruget for de apparater som udstyret knyttes til*
  • Produktet er et elspareudstyr, som har et lavt eget elforbrug*
  • Opsætning og/eller betjening af elspareudstyret skal være brugervenlig*
  • Det skal fremgå tydeligt af emballagen eller anden information, som tilgår forbrugeren i købssituationen, hvilke anvendelser udstyret er beregnet til. Dette gælder ligeledes for evt. kendte begrænsninger der findes for brugen af udstyret.
  • Aktøren skal informere Go’ Energi, hvis der opstår problemer med udstyret, fx af sikkerhedsmæssig karakter
  • Produktet skal overholde øvrige gældende danske myndighedskrav
  • Der skal være en brugermanual på dansk eller skandinavisk
  • Produktet skal være tilgængeligt på det danske marked på det tidspunkt, hvor produktet optages på produktoversigten over elspareudstyr på GoEnergi.dk
  • Der skal være en agent for Danmark placeret indenfor EU, som er ansvarlig for kontakten til Go’ Energi
  • Producenten/importøren (efterfølgende kaldt for aktøren) skal kunne henvise til en dansksproget kontaktperson i forbindelse med henvendelser fra danske forbrugere
  • Der skal hvert år indsendes salgstal for produkterne til Sekretariat for Go’ Energimærket

*Go’ Energi forbeholder sig retten til at afgøre, om elspareudstyrets reduktion af elforbruget er betydeligt nok til, at elspareudstyret kan anbefales af Go’ Energi, samt om elspareudstyret er tilstrækkelig brugervenligt.

Særligt for Måleudstyr

  • Effektmåleren skal kunne aflæse og benyttes i området 0,2 - 2300 Watt, med mindst 2 betydende cifre
  • Energimåleren skal kunne aflæse og benyttes i området 0,000 - 99,99 kWh, med mindst 4 betydende cifre
  • Nøjagtigheden ved effektmålingen: +5 % (aflæst værdi) + 0,1 W
  • Nøjagtigheden ved energimåling: +5 % (aflæst værdi) + 0,001 kWh

Særligt for Elspareskinner

  • Egetforbruget skal være mindre end 1 watt

Kendte eksempler på begrænsninger for anvendelsen af elspareskinner er fx hvis:

  • en elspareskinne kun kan betjenes via forbrugerens infrarøde fjernbetjening til tv-apparater
  • bestemte modeller, typer af eller størrelser af tv-apparater eller computere ikke fungerer med skinnen
  • de tilsluttede apparater overstiger skinnens maksimale effekt
  • I de brugssituationer, hvor elspareskinnen anses som værende egnet, må elspareskinnens niveau for tænd/sluk ikke kunne påvirkes af de tilsluttede apparater således, at den ikke fungerer som tiltænkt (fx ved faseforskydning, power factor osv.)

Optagelsesprocedure
For at få produkter optaget på Go’ Energis produktoversigt, skal aktøren indgå en Producent-tilkendegivelse. Herefter indsendes bl.a. følgende materiale:

  • Tre eksemplarer af produktet til Teknologisk Institut
  • Produktets emballage
  • En kortfattet beskrivelse af, hvorledes produktet direkte eller indirekte er elbesparende
  • Oplysninger omkring produktets eget elforbrug
  • Særligt for komponenter, der indeholder måler eller sensor: Oplysninger omkring målenøjagtighed og måleområde for hver type måling, som systemet foretager (el, temperatur, lys)
  • Oplysninger om kendte begrænsninger i anvendelsen af udstyret
  • En brugermanual på dansk eller skandinavisk
  • Overensstemmelseserklæring i henhold til LVD (Lavspændingsdirektivet)

Formular beregnet til at angive overstående data kan rekvireres hos Teknologisk Institut.

Go’ Energimærket
Når produktet er optaget på Go’ Energis produktoversigt, har forhandlere og aktøren ret til at anvende Go’ Energimærket i forbindelse med markedsføring af produktet under forudsætning af, at der er indgået en Brugs- og Produktaftale herom. Aftalerne rekvireres hos Sekretariat for Go’ Energimærket.

Sekretariat for Go’ Energimærket
V/ Go’ Energi
Bredbjergvej 44
5230 Odense M
Telefon: 33 95 58 37
Telefax: 33 95 58 23
E-mail: goenergimaerket@team.goenergi.dk

Forudsætninger for optagelse på produktoversigten
Aktøren skal informere Go’ Energi, såfremt produktet ændres, ikke længere findes eller er på vej ud af det danske marked. Optagelsen på produktoversigten sker under forudsætning af, at det optagne produkt ikke ændres. Hvis produktet ændres eller dumper i en stikprøvekontrol, tages det af produktoversigten, og produktet må herefter ikke anvende Go’ Energimærket. Ønskes det ændrede produkt anbefalet på produktoversigten, skal aktøren på ny ansøge om optagelse af produktet. Det er alene Go’ Energi, der vurderer, om et produkt igen kan anbefales.

Go’ Energi kan til enhver tid ændre på optagelseskravene for optagelse på produktoversigten. Ændringer i optagelseskrav og - procedurer varsles med min. 4 måneder. Herefter vil elspareudstyret kunne fjernes fra produktoversigten, såfremt der ikke på ny er indleveret dokumentation for, at produkterne lever op til de nye krav.

Yderligere dokumentation
Såfremt aktøren bliver bekendt med nye begrænsninger i anvendelsen af udstyret, skal disse straks oplyses til Teknologisk Institut, og optagelsen af produktet vil blive vurderet på ny. Go’ Energi kan til enhver tid og uden begrundelse pålægge aktøren at fremsende yderligere dokumentation, der kan understøtte, at produkterne lever op til optagelseskravene. Produktet optages tidligst på produktoversigten, når al yderligere dokumentation er behandlet af Go’ Energi. Go’ Energi har automatisk aktørens tilladelse til at videregive oplysningerne til det anvendte testlaboratorium.

Stikprøvekontrol
Go’ Energi forbeholder sig ret til at foretage stikprøvekontrol af produkter, som er optaget på produktoversigten over anbefalet elspareudstyr. Go’ Energi udvælger 3 eksemplarer af de(t) udtagne produkt(er) til kontrol fra aktørens lager eller showroom, distributører eller forhandlere. Aktøren stiller produkterne vederlagsfrit til rådighed for Go’ Energis kontrol, uanset hvor de er leveret fra. Hvis kontrollen viser, at produktet ikke kan leve op til kravene for optagelse på produktoversigten, kan aktøren pålægges at betale Go’ Energis omkostninger ved kontrollen. Omkostningen vil maksimalt være 50.000 kr. ekskl. moms per år. Go’ Energi har ret til at videregive resultaterne til relevante myndigheder og forhandlere af de kontrollerede produkter samt at offentliggøre testresultater via relevante medier.

Indsendelse af materiale
Optagelsesmaterialet skal sendes til og eventuelle spørgsmål bedes rettet til:

Teknologisk Institut
Att.: Hans Walløe
Industri og Energi, Center for køle- og varmepumpeteknik
Gregersensvej
2630 Taastrup
Telefon: 72 20 24 72
E-mail: hans.walloe@teknologisk.dk

Siden er opdateret 30.12.2011

Optagelseskrav og – procedurer til Go’ Energis produktoversigt for elspareudstyr