Optagelseskrav og -procedurer til Go’ Energi, Center for Energibesparelsers, (herefter Go’ Energi) produktoversigt for tv-apparater

Se kravene for at blive optaget på Go' Energis produktoversigt over tv-apparater og dermed få ret til at bruge Go' Energimærket.

Krav til optagelse
For at tv-apparater kan blive anbefalede på Go’ Energis produktoversigt og dermed få ret til at anvende Go’ Energimærket, skal følgende krav være opfyldt:

  • Tv-apparaterne skal være energiklasse A eller bedre jf. EU's energimærkning
  • Efter højst fire timer i tændt tilstand uden brugerinteraktion skal tv-apparatet skifte til standby/slukket tilstand eller en anden tilstand, der overholder krav til effektforbrug i standby/slukket tilstand . Tv-apparatet skal vise en advarselsmeddelelse om, at det slukker/går på standby. Funktionen skal være aktiv i standardindstillingen
  • Produktet skal overholde øvrige gældende danske myndighedskrav
  • Der skal være en brugermanual på dansk eller skandinavisk
  • Produktet skal være tilgængeligt på det danske marked på det tidspunkt, hvor produktet optages på produktoversigten over tv-apparater på GoEnergi.dk
  • Der skal være en agent for Danmark placeret indenfor EU, som er ansvarlig for kontakten til Go’ Energi
  • Producenten/importøren (efterfølgende kaldt for aktøren) skal kunne henvise til en dansksproget kontaktperson i forbindelse med henvendelser fra danske forbrugere
  • Aktøren skal have udfyldt, underskrevet og indsendt et skema over de produkter, der ønskes optaget på Go’ Energis liste over anbefalede tv-apparater
  • Der skal hvert år indsendes salgstal for produkterne til Sekretariat for Go’ Energimærket

Optagelsesprocedurer
Ved anbefaling af produkter på Go’ Energis produktoversigt underskriver og indsender aktøren en producenttilkendegivelse og et skema med produkter (rekvireres hos Sekretariat for Go’ Energimærket), hvor der blandt andet oplyses om og skrives under på følgende:

  • Produkterne lever op til optagelseskravene
  • Producentnavn, fabrikat og modelnummer
  • Dato for, hvornår produktet er i handlen
  • Energiforbrug for produktet i standby og årligt elforbrug i kWh m.m.
  • Aktøren giver i øvrigt tilladelse til, at forhandlere må bruge Go’ Energimærket på alle leverandørens produkter, der er optaget på listen over anbefalede tv-apparater på GoEnergi.dk

Go’ Energimærket
Når produktet er anbefalet på Go’ Energis produktoversigt, har forhandlere og aktøren ret til at anvende Go’ Energimærket i forbindelse med markedsføring af anbefalede apparater under forudsætning af, at der er indgået en Brugs- og Produktaftale. Aftalerne rekvireres ved Sekretariat for Go’ Energimærket.

Forudsætninger for anbefaling på produktoversigten
Aktøren skal informere Go’ Energi, hvis produktet ændres og/eller ikke længere findes eller er på vej ud af det danske marked. Hvis et produkt dumper i stikprøvekontrol, må Go’ Energimærket ikke længere bruges på produktet, og anbefalingen af produktet fjernes. Det anføres på produktoversigten, at produktet er dumpet. Anmærkningen på produktet kan fjernes ved, at aktøren fremsender dokumentation for, at produktet nu lever op til kravene. Det er alene Go’ Energi, der vurderer, om et dumpet produkt igen kan anbefales.

Go’ Energi kan til enhver tid frit ændre på optagelseskravene for optagelse på produktoversigten. 2 måneder efter aktøren har modtaget meddelelse om, at optagelseskravene ændres, fjernes anbefalingen fra produktoversigten, og Go’ Energi må ikke længere bruges på produktet i det tilfælde, hvor produktet ikke længere lever op til de nye optagelseskrav.

Yderligere information
Go’ Energi kan til enhver tid og uden begrundelse pålægge aktøren at fremsende yderligere dokumentation, der kan understøtte optagelseskravene. Produktet optages tidligst på produktoversigten, når al yderligere dokumentation er behandlet og accepteret. Go’ Energi har aktørens tilladelse til at videregive oplysningerne til det anvendte testlaboratorium.

Stikprøvekontrol
Go’ Energi forbeholder sig ret til at foretage stikprøvekontrol af produkter, som er optaget på produktoversigten. Go’ Energi udvælger produkter til kontrol fra aktørens lager eller showroom, distributører eller forhandlere. Aktøren stiller produkterne vederlagsfrit til rådighed for Go’ Energis kontrol, uanset hvor de leveres fra. Hvis kontrollen viser, at produktet ikke kan leve op til kravene for optagelse på produktoversigten, kan aktøren pålægges at betale Go’ Energis omkostninger ved kontrollen. Omkostningen vil maksimalt være 50.000 kr. ekskl. moms per år.

Såfremt et apparat dumper i Go’ Energi kontrol, og aktøren ikke accepterer denne afgørelse, skal dette meddeles Go’ Energi inden for én uge. Aktøren kan i denne forbindelse indsende fornyet argumentation og/eller dokumentation, som kan modbevise kontrollens konklusion.

Hvis Go’ Energi ikke anerkender eventuel ny dokumentation, kan aktøren igangsætte en opfølgende treapparatskontrol. Alternativt vil konklusionen fra Go’ Energis kontrol stå ved magt, og produktet fjernes fra produktoversigten og mister retten til at anvende Go’ Energisparemærket.

Beslutter aktøren at igangsætte en tre-apparats-kontrol gælder det, at Go’ Energi udvælger de tre produkter, og at kontrollen gennemføres ved et af Go’ Energi anerkendt testlaboratorium. En konklusion af denne tre-apparats-kontrol skal foreligge Go’ Energi indenfor 5 uger, hvis ikke andet er specifikt aftalt. Omkostningerne for tre-apparats-kontrollen afholdes af aktøren, medmindre kontrollen modbeviser Go’ Energi oprindelige resultat. I tilfælde heraf afholder Go’ Energi omkostningerne, og Go’ Energimærket kan igen anvendes på produktet(erne). Go’ Energi har ret til at videregive resultaterne til relevante myndigheder og forhandlere af det kontrollerede produkt, samt at offentliggøre testresultater via relevante medier.

Indsendelse af materiale
Materialet skal sendes til og eventuelle spørgsmål bedes rettet til:

Sekretariat for Go’ Energimærket
v/ Go’ Energi
Bredbjergvej 44
5230 Odense M
Telefon: 33 95 58 37
Telefax: 33 95 58 23
E-mail: goenergimaerket@team.goenergi.dk

Siden er opdateret 29.11.2011

Optagelseskrav og -procedurer for anbefalede tv-apparater