Barrierer og muligheder for energirigtigt indkøb

Om rapporten

Undersøgelsen er foretaget blandt de overordnet indkøbsansvarlige i 900 statslige, amtslige og kommunale virksomheder i Danmark, identificeret via Fælles Offentlig Adressedatabase (FOA). En overordnet indkøbsansvarlig er defineret som en person, der har det overordnede ansvar for enten udformning af indkøbs-politik, forhandling og indgåelse af ramme- og leverandøraftaler, udformning og afholdelse af licitationer og udbud, udformning og spredning af retningslinjer for indkøb eller godkendelse af konkrete indkøb.

Hvilke organisationer har deltaget?

Gruppen af kommunale indkøbsansvarlige består af de overordnet indkøbsansvarlige i kommunerne, mens de få amtslige deltagere er indkøbsansvarlige på et sygehus eller overordnet indkøbsansvarlige i amtet. De kommunale og amtslige organisationer har typisk mellem 1.000 og 4.500 ansatte. De statslige organisationer består typisk af indkøbs-ansvarlige fra handelsskoler, produktionsskoler og lignende samt organisationer i centraladministrationen som f.eks. departementer, styrelser og råd. De har typisk under 250 ansatte, dog har nogle over 2.500 ansatte.

Fremgangsmåden

De indkøbsansvarlige blev via et brev opfordret til at deltage i undersøgelsen og besvare spørgeskemaet enten postalt eller på Elsparefondens hjemmeside. Da det var vores indtryk, at de indkøbsansvarlige generelt var meget travle, blev de desuden tilbudt at besvare en forkortet version af spørgeskemaet telefonisk. Det er angivet i bilagstabellerne, hvilke spørgsmål, der var taget ud.

To spørgeskemavarianter

Der gælder andre regelsæt for kommunale og amtslige organisationer end for statslige. Derfor er nogle spørgsmål i spørgeskemaet kun blevet stillet til amtslige og kommunale organisationer, mens andre kun er stillet til statslige. Hvilke, det drejer sig om, fremgår af bilagstabellerne.

Svarprocent og usikkerhed

174 indkøbsansvarlige af de 900 inviterede deltog i undersøgelsen, hvilket giver en overordnet svarprocent på 19 %. De 174 besvarelser giver en statistisk usikkerhed på de procenttal, der er angivet i rapporten på op til 3,7 procentpoint. Som det fremgår af nedenstående tabel, er der imidlertid stor forskel på svarprocenten mellem de kommunale, amtslige og statslige organisationer. Især amterne skiller sig ud ved en svarprocent på kun 4 %. Fra vores telefoniske henvendelse er vores indtryk, at det især skyldes, at indkøbsfunktionerne alle steder er under omlægning i forbindelse med strukturreformen. Med så få besvarelser fra amtslige organisationer kan vi ikke sige noget generelt om forholdene i denne sektor. De steder, hvor vi sammenligner sektorerne behandles amtslige og kommunale organisationer derfor under et.

Viser 1 ud af 20 sider

Siden er opdateret 11.10.2011